Bykrogen 5, 8420 Knebel
EJENDOM
Har I hovederne fulde af gode indretningsløsninger og garagen fuld af værktøj, der bare venter på at blive brugt? Og drømmer I om at prøve kræfter med en stor, mulighedsrig ejendom midt i grønne, venlige omgivelser? Så kan dette meget vel være ejendommen for jer. Velkommen til Den lille Gård.
Det er et klassisk og så nydeligt landligt udtryk, som møder jer, når I ankommer på adressen. Rødmalet træværk, sprossevinduer og en højtragende skorsten præsenterer sig ud mod vejen, mens i alt fire matrikler og 12.174 kvadratmeter jord gør udelivet lige dét ekstra spændende.
Nærmest huset breder en stenterrasse sig ud til den ene side, mens haven svøber sig om huset, fuld af opvokset beplantning, græs og lækre frugttræer. På grunden finder I også flere bærbuske, som i dag er vokset til, men som med lidt kærlig pleje igen kan komme til deres ret. Ligesom huset selv trænger her til en kærlig hånd, og hvordan udelivet skal se ud, er altså helt op til jer. Måske drømmer I om at give bærbuskene nyt liv og supplere med en køkkenhave? Skal et stykke dedikeres til vildt med vilje, så I om aftenen kan nyde solens sidste stråler på terrassen, mens insekterne sværmer rundt mellem de vilde blomster? Det er helt op til jer – og stemningen er i hvert fald sat, for mellem alt det grønne risler bækken afsted.
På bakken kan I desuden nyde udsigten over det smukke landskab.
Huset råder over 175 kvadratmeter, der fordelt på to etager er fulde af muligheder og charme. Blotlagt tømmer, fyldningsdøre og skabe konstrueret til netop denne bolig lægger et solidt fundament for jeres drømmehjem, og lysindfaldene både oppe og nede er underskønne. Den brede entré fordeler et værelse, et disponibelt rum, køkkenet og et brusebadeværelse med plads til vaskefaciliteter omkring sig, mens køkkenet leder videre til stuen og et viktualierum.
Ovenpå finder I et lille disponibelt rum, og to store værelser. I kan lege med planløsningen som I har lyst til; er det eksempelvis et stort leverum, I drømmer om, så børnene kan lave lektier ved spisebordet, mens I kokkerer i køkkenet? Og skal der etableres brændeovn i stuen, så aftenhyggen foran tv'et kan foregå i skæret af knitrende ild?
BELIGGENHED
Når I bliver de nye ejere af denne ejendom, bliver I også helt automatisk en del af Vistoft, en hyggelig landsby med et godt sammenhold. Her kommer man hinanden ved og passer på hinanden, og regelmæssigt kan I hilse på gæster langvejs fra, når de overnatter på Hos Molsgaarden. Ligesom gæsterne, kan I gå på opdagelse og nyde den smukke natur, der præger Mols Bjerge, hvor vandreruter tager jer forbi vand og skov og op ad bakkedrag, hvorfra I kan spejde vidt og bredt over landskabet.
Når hverdagen banker på døren, skal I blandt andet til Knebel, der fem minutter væk har skole, børnehus og læge. Ebeltoft venter 20 minutter væk, på den anden side af vigen, og skal I til Grenå eller Aarhus, tager det omkring 45 minutter at komme til den ene eller anden by.
| ØKONOMI | |
| Pris | 1.695.000 Kr. |
| Udbetaling | 85.000 Kr. |
| Brutto | 9.996 Kr. |
| Netto | 7.832 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 4.430 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 175 m2 |
| Grundareal | 12174 m2 |
| Værelser | 5 |
| Byggeår/Ombygget | 1900 / 2000 |
| Sagsnummer | VH3885 |
| Ejendomstype | Villa |
| Energimærke | C |