Skovhegnet 5, 8400 Ebeltoft
EJENDOM
I kan snart finde hjem for enden af en hyggelig, blind villavej i Ebeltoft. Det er meget passende, at vejen har fået navnet Skovhegnet, for det populære kvarter indrammes netop af dejlige skovområder. Det er nu udsigten til Ebeltoft Vig og husets lækre uderum, der må være det bedste af det hele.
70’er-villaen præsenterer sig tidstypisk med mørke sten og fladt tag, og indenfor fordeler pladsen sig over en stueetage og en kælder. Der er endnu mere plads ude i den store garage, der har et tilstødende udhus, og som giver tag over hovedet til biler, hobbyprojekter, værksted eller noget helt fjerde. Imellem hus og garage finder I en af husets allerbedste kvaliteter, nemlig gårdhavemiljøet, der er noget så hyggeligt. Herude får I selskab af solen, og I kan jo passende tænde op for grillen og plante krydderurterne ud i potteplanter. Mod vest er der desuden terrasse, og det er her, at udsigten til vigen er allerbedst og, hvis muligt, endnu bedre, når solen om aftenen maler himlen rød. Have får I også, og den er både ugenert, solrig og har drivhus.
Inden døre skal I se nærmere på 177 etagemeter. Kælderen er første stop og byder på bryggers, badeværelse og tre disponible rum med gode anvendelsesmuligheder. Herfra træder I op til stueetagens store entré, der ikke bare kan bruges til overtøj, men også er møblerbar, så I kan have kommode og måske endda lænestol og læsehjørne. Der er to gode værelser, og ellers vil I samles om middage, brætspilsaftener og tidlige morgener i husets store leverum, hvor køkkenet smelter over i stuen, der smyger sig rundt om hjørnet i en indretningsvenlig vinkel. Og bemærk lige vinduespartiet mod vest, hvor udsigten til vand og vig følger med ind. Etagen afrundes med endnu et badeværelse.
BELIGGENHED
I skal som nævnt bo helt nede for enden af den lukkede vej, sådan så I får fred og ro om hverdagen og nul trafik uden for døren. Kvarteret er i det hele taget roligt, grønt og hyggeligt, og når dets små veje stopper, begynder skovområderne, der er skønne til gåture, cykelture og lufteture med hunden. Stisystemerne forbinder byen, og tager I cyklen, står I på Ebeltofts brostensbelagte gader efter fem minutter. Skolen og daginstitutionerne er også helt tæt på, og som I med udsigten in mente nok har regnet ud, er der ikke langt til vandet – blot en enkelt kilometer.
| ØKONOMI | |
| Pris | 2.895.000 Kr. |
| Udbetaling | 145.000 Kr. |
| Brutto | 15.971 Kr. |
| Netto | 12.741 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 2.107 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 118 m2 |
| Grundareal | 1104 m2 |
| Værelser | 3 |
| Byggeår/Ombygget | 1976 / |
| Sagsnummer | VH3880 |
| Ejendomstype | Villa |
| Energimærke | C |