Kirkegade 5, 8400 Ebeltoft
EJENDOM
Det er en ret særlig ejendom, vi står med nøglerne til midt i Ebeltoft. Bliver huset jeres, åbner I hver morgen døren op til toppede brosten og synet af Ebeltoft Kirke, der smukt skyder op på Kirkegade. I skal med andre ord bo i første række til bryllupper og lyden af kirkeklokkerne. Det fine byhus har stået her lige siden 1853, og alligevel er den moderne komfort helt i top, takket været nylige renoveringer og istandsættelser.
I modtages af røde tegl, sirligt lagt på taget, mens sprossevinduer med blåmalede rammer pryder den hvide facade – og se lige bindingsværket på den ene side! Man forelsker sig hurtigt i det lille hus, brostenene og endda gadelampen, der alt sammen skaber den særlige stemning. I får egen parkering, og omme bagved, væk fra byens og gadens rolige summen, venter et roligt helle, for en stor, ugeneret have følger med i købet. Der er faktisk to matrikler tilknyttet ejendommen, og den bagerste del af haven har sin egen matrikel. Plænen indrammes af tæt hæk, mens terrassen ligger i forbindelse til huset, og på sommeraftener og lune forårsdage gør uderummet sig særligt godt med en tændt grill, venner og familie. Helt nede i bunden af haven finder I desuden et praktisk skur, som giver ekstra opbevaringsplads til f.eks. cykler, haveredskaber, grilludstyr, krukker og sæsonmøbler – perfekt til at holde terrassen og haven ryddelig og klar til brug.
Inde som ude står det smukke byhus knivskarpt, og det var da også så sent som i 2022, at bad, køkken, spisestue og baggang blev renoveret. Samme år blev kloak, vand og varme i øvrigt også ordnet. De fire renoverede rum fordeles i stueetagen, og i dem alle er der kommet microcementgulve og gulvvarme, ligesom gulvene er blevet sænket. Et lækkert snedkerkøkken i egetræ er der også, og herfra kommer spisestuen og dagligstuen, der ligger i åben forbindelse til hinanden. I sidstnævnte, hvor I vil samles i sofaen, pryder klassiske plankegulve, og videre rundt i stueetagen kommer et værelse, mens to værelser til ligger på førstesalen under skråvæggene og tagvinduerne – ét er perfekt til walk-in-closet.
BELIGGENHED
I kan ikke bo mere centralt end lige her, og tænk at stokroseidyl, skæve gader og bindingsværkshuse skal være en del af hverdagen! Kirken bliver som nævnt jeres helt nære nabo, men havnen, Torvet, butikkerne og caféerne er bare en gåtur væk. Indkøb, skole, idrætscenter og alt, man ellers skulle få brug for, finder I også lige her i byen, og når I bevæger jer uden for bygrænserne, bliver sandstrandene langs Ebeltoft Vig eller den storslåede natur i Mols Bjerge nok yndlingsdestinationer. Med bare 47 minutter bag rattet til Aarhus mangler man ikke noget.
| ØKONOMI | |
| Pris | 2.295.000 Kr. |
| Udbetaling | 115.000 Kr. |
| Brutto | 12.219 Kr. |
| Netto | 9.851 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 1.837 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 77 m2 |
| Grundareal | 451 m2 |
| Værelser | 4 |
| Byggeår/Ombygget | 1853 / 1988 |
| Sagsnummer | V3829 |
| Ejendomstype | Villa |
| Energimærke | D |