Luk fuldskærm
SOLGT
Gl. Krovej 1, 8420 Knebel
SJÆL, CHARME OG UDSIGT I NATIONALPARK MOLS BJERGE

EJENDOM

Hver dag fremover vil I elske at kalde dette sted for “hjem”. Det er et charmerende og flot renoveret hus, der her ligger med kig til Fuglsø Vig og i den smukke kulisse af Nationalpark Mols Bjerge. Det kan blive jeres faste base midt i fred, ro og natur, men det kan også blive jeres nye fristed, hvor I søger hen, når I ønsker at lægge hverdagslivet til side.

Huset ligger højt i det kuperede landskab, hvor I indhylles i natur, mens I sikres en skøn udsigt over marker, skov og vand. Her har huset haft hjemme i snart 100 år, for dåbsattesten skriver 1928, og byggeåret afspejler sig tydeligt i den klassiske arkitektur; se bare den fine rødstensfacade, der komplementeres af både gesims, sprossede vinduer og røde tegl på taget, som er fra 2008. Sælger overtog villaen i netop 2008, og den har siden gennemgået en stor forvandling. Den prydes af flere smagfulde opdateringer, som efterlader jer et lyst og venligt hjem med moderne komfort, men charmen er intakt. 

Bag det klassiske ydre venter 129 kvadratmeter fordelt over to indbydende etager. På førstesalen skal I sove under blotlagte bjælker, inden I vågner med morgensolen strømmende ind gennem de fine sprosser. Etagen rummer tre værelser og bl.a. et depotrum. Det er også fra det ene værelse, at I træder direkte ud til sol og udsigt på tagterrassen, som hurtigt bliver et favoritspot; læn jer tilbage med lun kaffe i koppen og udsigt mod det blå vand i horisonten.

I stueplan er samværet i fokus. Her vil I samles i rammerne af både det dejlige køkken, spisestuen og dagligstuen, og det er alt fra plankegulve til fyldningsdøre og stuens brændeovn, der er med til at skabe den varme og hyggelige atmosfære, der løber som en rød tråd fra rum til rum. Det pæne køkken er fra 2008, ligesom det store badeværelse.

Og så til haven, som er mindst lige så skøn som huset. Det hele passer sammen, og den charmerende villa indrammes således af en sand oase med farverige blomster, et væld af hyggekroge og grønt til alle sider. Her kan I altid finde sol eller skygge – efter humør – og I kan også søge ly i den fine havepavillon.

BELIGGENHED

I får hjemme i Nationalpark Mols Bjerge, som danner ramme om et enestående landskab med bølgende marker, grønne skove, høje klinter og kilometervis af dejlige sandstrande. Jeres hus ligger i gåafstand fra Fuglsø Strand, som lægger op til et forfriskende dyp i selskab af de smukke solopgange – og der er også masser at opleve til lands, hvor I kan udforske nærområdet og de mange gode ruter på cykel, iklædt vandrestøvler eller på hesteryg. 

I det daglige har I desuden fem minutter i bil til Knebel med bl.a. skole, og I har flere indkøbsmuligheder i en radius af en ti minutters køretur. Et kvarter bag rattet tager jer desuden til stemningsfulde Ebeltoft, hvor de historiske stræder frister med spisesteder og små butikker – og når I søger storbylivet, kan I sætte kurs mod Aarhus C kun tre kvarter fra adressen. 


Indehaver, Ejendomsmægler MDE & Køberrådgiver m. Tryghedsmærke

Maria L Madsen

+45 86 34 43 00

[email protected]

Kontakt


Bestil fremvisning