Luk fuldskærm
Nyt emne
Metholmvej 33, 8420 Knebel
KLASSISK BJÆLKEHUS I NATURSKØNNE OMGIVELSER TÆT PÅ VANDET

EJENDOM
Drømmer I om et fristed, hvor skuldrene automatisk sænker sig, og hvor udsigten over åbne marker tager imod jer, så snart bilen er parkeret? Så pak weekendtasken og tag med til Metholmvej, hvor vi nu udbyder et fantastisk fritidshus tæt på badestrand og sommerhusliv. Velkommen til!  

På en skøn grund på 1.380 kvm ligger dette charmerende bjælkehus omgivet af natur, ro og højt til himlen. Her får I 107 veludnyttede kvm med tre gode værelser og et stort opholdsrum, som giver masser af albuerum til familien, gæsterne og de spontane weekendbesøg.

Indenfor mødes I af den klassiske sommerhusstemning, som kun et ægte bjælkehus kan skabe. Trævægge, synlige konstruktioner og loft til kip tilfører varme, karakter og atmosfære fra første øjeblik. Under det høje loft udfolder husets opholdsrum sig som et naturligt samlingssted, hvor køkken, spiseplads og stue flyder sammen i ét indbydende rum med brændeovnen som et hyggeligt samlingspunkt. Indretningen suppleres af tre gode værelser med plads til både børn og overnattende gæster, mens badeværelset fremstår lyst og funktionelt med sauna og vaskefaciliteter.

Udenfor fortsætter herlighederne, hvor den store træterrasse med udsigt over markerne sætter stemningen. Her kan I nyde solen fra middag til aften, mens haven giver god plads til afslapning, havespil og udeliv. Den omkransende beplantning skaber en dejlig følelse af privatliv, og til ejendommen hører desuden skur og udhus. Huset er løbende vedligeholdt med blandt andet luft-til-luft-varmepumpe fra 2018, nedsivningsanlæg fra 2015 samt løbende udskiftning af døre og vinduer.

BELIGGENHED
Tved og området omkring Begtrup Vig er noget af det mest eftertragtede på Mols. Her får I sommerliv med badestrande, smukke kyststrækninger og naturoplevelser lige uden for døren. Den populære strand ved Begtrup Vig ligger blot fem minutters gang fra huset og indbyder til både morgenbadning, krabbefiskeri og lange sommerdage ved vandet.
Samtidig befinder I jer ikke langt fra Nationalpark Mols Bjerge, hvor vandreruter, udsigtspunkter og et helt særligt landskab venter på at blive udforsket.

Området summer af liv i sommermånederne, og med blot 25 minutter til Ebeltoft og 50 minutter til Aarhus er der heller ikke langt til byliv og kulturtilbud.


Indehaver, Ejendomsmægler MDE & Køberrådgiver m. Tryghedsmærke

Maria L Madsen

+45 86 34 43 00

[email protected]

Kontakt


Bestil fremvisning