






























Pilevænget 29, 8400 Ebeltoft
EJENDOM
1969: Månelandingen fejres, der tages afsked med The Beatles, Vietnam-krigen fortsætter med at ulme, og Dan Turèll bestemmer sig for at skulle være professionel forfatter. Tiden var turbulent og spændt – og på et tidspunkt blev det besluttet, at det hele skulle pakkes væk for en stund med en tur til Djursland. 1969 var nemlig også året, hvor et dejligt sommerhus lod sig opføre en kilometers penge fra vandkanten, midt mellem skovstykker, åbne vidder og rullende marker. Og nu, så mange år efter, kan I tage del i friheden og den autentiske stemning, for huset er til salg.
Ja, det er ro og naturskønne udsigter, der er jer I vente, og I transporteres straks tilbage til en simplere tid, når I ankommer på adressen i sommerhuskvarteret, for her er det nærvær, natur og nedsænkede skuldre, der hersker. Træhusets mørke facade og de blå skodder for sprossevinduerne vidner om den charmerende sommerhusstemning, der præger såvel inde som ude.
En forterrasse baner vejen til hoveddøren – men I kan også dvæle ved den 1.200 kvm store grund for en stund. Alle naturens farver er repræsenteret; fra den blå baldakin foroven til grønne og rødlige toner på den frodige og helt ugenerede grund, og livet kan ikke blive andet end skønt med så mange hyggekroge, solpletter og kvidrende fugle. Her er naturligvis også carport og et udhus til haveredskaberne.
Indenfor i Pilespidsen, som huset er døbt, tages den gode stemning af 60’er-sommerhus til nye højder. Alle 67 kvm er pakket ind i gyldenbrunt træ, der luner på selv de mest regnfulde dage. Entréen åbner op til det fine, blå køkken. Her kan store som små deles om at bage boller til morgenbordet og småkager til aftenhyggen – begge dele skal I indrette plads til på den anden side af køkkenlågerne, for leverummet åbner sig op med stue, spisestue og køkken i ét. Her skal I dele rolige stunder og lattermilde brætspilsaftener, og når dagen går på hæld, og solen trækker ned bag trætoppene, kan I tænde op i brændeovnen for lidt ekstra hygge. To værelser og et badeværelse afrunder boligen.
Taget er udskiftet i 2008, og der er installeret luft til luft varmepumpe oktober 2025 i sommerhuset
BELIGGENHED
Skov, marker og åben himmel omkranser sommerhusområdet, hvis rolige veje afspejler den smukke naturs toner. Ja, faktisk kommer naturen så tæt på, at I får kig til Kattegats blå, blå vand – kan I mon ane øen Hjelm og dens ikoniske fyr? Som om det ikke skulle være nok, byder området sig også til med gode gåruter og endnu flere imponerende syn.
Her syd for Ebeltoft kan I tilbringe dagen ved havnen og med en gåtur rundt i Øer Maritime Ferieby, ligesom I kan hoppe i bilen eller på cyklen og på under 20 minutter stå i Ebeltofts midtby. Dér kan I lade kameraet gå på tur mellem jer, som I begiver jer ud i de charmerende stræder, før frokostsulten skal stilles på én af restauranterne eller dessertmaven fodres med en lækker is. Lyder det hele ikke bare skønt?
ØKONOMI | |
Pris | 995.000 Kr. |
Udbetaling | 50.000 Kr. |
Brutto | 5.614 Kr. |
Netto | 4.457 Kr. |
Ejerudgift pr. md. | 1.838 Kr. |
EJENDOMSDATA | |
Boligareal | 67 m2 |
Grundareal | 1200 m2 |
Værelser | 3 |
Byggeår/Ombygget | 1969 / |
Sagsnummer | F3995 |
Ejendomstype | Fritidshus |