Klydevej 5, 8400 Ebeltoft
EJENDOM
Vi tør godt garantere ægte sommerhusstemning her på Djurslands sydlige kyst, hvor et klassisk sommerhus med dejlig have og solrig terrasse hilser ferierne velkommen for store og små. Som prikken over i’et rummer ejendommen et stort udlejningspotentiale!
Skuldrene falder ned, tempoet sænkes, og feriefølelsen sniger sig ind, allerede som I triller ind ad Klydevej. På adressen mødes I af et nydeligt sommerhus med sort træfacade og hvide vinduesrammer, der præsenterer sig præcis, som et sommerhus skal. Her folder jeres kommende ferier sig ud på en 1.200 m2 stor grund, så udelivet får masser af plads, mens haven er grøn, åben og fuld af muligheder: boldspil på plænen, bare tæer i græsset samt bålplads og shelter, der ligger klar til de lune aftener. Terrassen breder sig mod syd og vest, så I kan nyde både morgenkaffen, frokosten og middagen ude i det fri. Og så sørger to udhuse for, at havemøbler, cykler og strandudstyr får deres faste pladser.
Sommerhusstemningen følger med indenfor på de 109 m2 med trælofter og en indretning, der sætter samværet i højsædet. Det tidløse køkken har god bord- og arbejdsplads, og fra gryderne kan snakken flyde frit til spisebordet og hele vejen ind i den lyse stue, der tilsmiles af et skønt lysindfald fra syd. Tre gode værelser giver plads til både familie og gæster, og hertil kommer et funktionelt bryggers samt et badeværelse med bruseniche og boblebad.
BELIGGENHED
Lyngsbæk er et sandt hit for strandelskere. Fra sommerhuset er der få minutters gang til vandet og den børnevenlige badestrand, der strækker sig fra Kleiner Strand til Handrup Strand – og videre endnu. Der er ofte lavvandet og roligt, hvorfor såvel børn som SUP-entusiaster kan glæde sig over at tilbringe lange sommerdage i vandet eller i sandet. I modsatte retning kan I også gå langs kysten cirka 1,5 kilometer til kaffebar og kiosk, hvor skønne udsigter og is hurtigt bliver faste fornøjelser.
Der er heller ikke langt til Mols Bjerge Nationalpark, så I kan snildt snøre vandreskoene og begive jer ud på de afmærkede vandreruter på egen hånd – eller måske tage med på en guidet tur eller ravjagt, alt imens de naturskønne omgivelser sætter scenen.
Når naturen skal skiftes ud med byen, er der kun ti minutters kørsel til det stemningsfulde og maleriske Ebeltoft, hvor brostensbelagte gader med specialbutikker, restauranter og gallerier byder sig til. Også et bredt udvalg af attraktioner, herunder Fregatten Jylland, er et oplagt besøgsmål i den gamle købstad.
| ØKONOMI | |
| Pris | 2.295.000 Kr. |
| Udbetaling | 115.000 Kr. |
| Brutto | 12.483 Kr. |
| Netto | 10.021 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 2.417 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 109 m2 |
| Grundareal | 1200 m2 |
| Værelser | 4 |
| Byggeår/Ombygget | 1979 / |
| Sagsnummer | F3994A |
| Ejendomstype | Fritidshus |