Skoletoften 4, 8420 Knebel
EJENDOM
Lad boligjagten ende lykkeligt på en hyggelig villavej midt i Knebel, hvor I kan overtage nøglerne til en velholdt 60’er-villa. Huset giver god plads til børnefamilien, men det kan også blive en skøn base for jer, som drømmer om et hjem, hvor de smukke naturoplevelser venter i gåafstand fra hoveddøren.
I bydes velkommen hjem af en etplansvilla opført i klassiske gule mursten, der er så typiske for en villa med byggeåret 1967. Den flisebelagte indkørsel giver plads til bilen, mens det store udhus kan rumme både værkstedet og den pladskrævende hobby. Den store grund giver jer også en dejlig baghave med masser af sol på den sydvestvendte fliseterrasse – og I får god tid til at slappe af i sommervejret, for trods størrelsen er haven nem at holde; særligt, hvis I får en robotplæneklipper til at klare det meste af arbejdet.
Herfra skal I vende blikket mod en bolig, der folder sig ud med nogle gode rum og flere fine detaljer; se bare parketgulvene og de originale skabe, der går igen flere steder i huset. Hjemmet er i pæn stand, og der er samtidig mulighed for, at I kan flytte ind og løbende sætte jeres præg på rammerne. I skal bl.a. indrette fire værelser, og dertil kommer både et bryggers, et stilrent gæstetoilet og et nydeligt badeværelse med bruseniche.
Når I samles, bliver det i rammerne af enten køkkenet eller den store stue, hvor dagslyset strømmer ind fra flere verdenshjørner, mens terrassedøren skaber en flydende overgang til udelivet i haven. Som endnu et plus kan det nævnes, at ejendommen er udstyret med en luft-til-vand-varmepumpe.
BELIGGENHED
Husene her i området bliver kaldt for de gamle lærerboliger, og I bor da også med Molsskolen lige i “baghaven”. Er I en børnefamilie, kan I se frem til en nem og bekvem hverdag, for en lille, hyggelig morgentur tager jer ikke bare til skolen, men også til både vuggestuen og børnehaven. Ja, gåafstand bliver i det hele taget et nøgleord i jeres nye tilværelse, for på gåben finder I også vej til bl.a. Molsværket – byens samlingspunkt – samt Knebel Strand og Mols Bjerge, der inviterer jer ud i et enestående landskab med vandreruter og flotte udsigter.
Lyder det som opskriften på jeres næste boligkapitel? Kontakt os for en fremvisning allerede i dag.
| ØKONOMI | |
| Pris | 1.695.000 Kr. |
| Udbetaling | 85.000 Kr. |
| Brutto | 9.260 Kr. |
| Netto | 7.385 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 1.636 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 140 m2 |
| Grundareal | 1030 m2 |
| Værelser | 5 |
| Byggeår/Ombygget | 1967 / |
| Sagsnummer | 725378961 |
| Ejendomstype | Villa |
| Energimærke | B |