Julivej 1, 8400 Ebeltoft
EJENDOM
Det kan føles næsten som at gå i hi at komme ud til dette fantastisk fine sommerhus, der med sin naturskønne, tilbagetrukne beliggenhed og sit lune indre udgør et oplagt fristed, langt fra hverdagens trummerum. Ja, her er det skovens dybe, stille ro og andre afslappede feriegæster i charmerende Krakær, der sætter stemningen.
Træ, træ og atter træ er det første indtryk, der sætter sig i hovedet, hvad enten vi lægger ud med at beskrive fritidshusets indre eller ydre; fra de sortmalede planker på facaden til den flotte træterrasse eller de karakterfyldte bjælker og brædder, der indrammer rummene, er træ en hovedkarakter i dagens tekst. Med de fyldige trækroner, der i øvrigt omkranser den grønne grund, er der fuld plade på naturens goder, hvad angår huset her.
Starter vi turen indefra, er der 75 m2 at besøge, som alle emmer af den samme varme og hygge, der gør det nemt at være på ferie her. At samles om selv de små ting bliver helt naturligt, for i hjertet af hytten breder et alrum sig åbent ud med god plads til at etablere forskellige hyggekroge – til brætspil, til måltider, til sofahygge og til leg. Alrummet forbinder sig til et fint køkken med god skabsplads, hvor kokken kan få lov til at fordybe sig i kokkekunsten uden at miste fornemmelsen af, hvad resten af husholdningen nu finder på. Fra stuen går en trappe op til en hyggelig hems, god som både opbevaringsrum og soverum, mens de veldisponerede m2 fuldendes med et soveværelse og et badeværelse, der fordeles af entréen.
Hvis træ er den ene hovedkarakter, er trekanten den anden, for huset er formet som et klassisk A-hus, og ud fra stuen peger en trekantet træterrasse i retning af sol, tunge øjenlåg og glade middagsselskaber. Terrassen er delvist overdækket, og der er derfor lagt op til udeliv, såvel når solen skinner, som når det drypper ned omkring jer. Omkring huset og terrassen breder en grøn plæne sig med god plads til leg, også blandt de velvoksne træer.
BELIGGENHED
Det fantastisk fine fristed emmer af ro og fred, og det kan ikke synes mærkeligt, når det nu ligger så trygt og godt ved skovens rand i den rolige by Krakær. Her får I lov til at tage ferielivet i nøjagtigt jeres tempo, da byen ligger lidt tilbagetrukket fra feriepulsen, men trods alt tæt på Mols Bjerge, fodboldgolf, vandreture, Ree Park Safari og meget mere. Stranden når I efter kun syv minutter bag rattet, mens ture ind til det gamle bycentrum og de gode handelsmuligheder i Ebeltoft kan klares på 13 minutter. Til og fra Aarhus når I desuden på godt og vel tre kvarterer.
| ØKONOMI | |
| Pris | 995.000 Kr. |
| Udbetaling | 50.000 Kr. |
| Brutto | 5.628 Kr. |
| Netto | 4.473 Kr. |
| Ejerudgift pr. md. | 1.632 Kr. |
| EJENDOMSDATA | |
| Boligareal | 75 m2 |
| Grundareal | 1414 m2 |
| Værelser | 2 |
| Byggeår/Ombygget | 2000 / |
| Sagsnummer | 043633581 |
| Ejendomstype | Fritidshus |