Erik Menveds Vej 9, 8400 Ebeltoft

YDERST PRÆSENTABEL FAMILIEVILLA MED POOL OG ADRESSE I HJERTET AF EBELTOFT!

EJENDOM:
I kan godt begynde at glæde jer, for nu tager boligjagten jer til Erik Menveds Vej 9, hvor der venter jer den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Her tager vi en flot familievilla og tilsætter både en pool og en idyllisk have, og så har vi til slut et drømmehjem til børnefamilien.

Førstehåndsindtrykket er i top, når I ankommer til adressen, hvor I bliver budt velkommen hjem af den yderst præsentable villa med byggeåret 1999. Huset står med en lys, pudset facade, et mørkt tegltag og fine kviste med småsprossede vinduer, og allerede udefra kan I fornemme, at her er tale om en pæn og velholdt ejendom.

Bag de pudsede ydermure venter jer en indbydende bolig, der er som skræddersyet til familielivet, og det bliver en fornøjelse at tage turen gennem husets to etager. Ovenpå får I tre gode værelser samt et nydeligt badeværelse med både brus og badekar, og det suppleres alt sammen af stueplanet, som blandt andet giver jer et fint gæstetoilet og et praktisk bryggers.

Overalt i boligen møder I en lys og venlig atmosfære, som med det samme gør det nemt at føle sig hjemme, og det gør sig også gældende i det store opholdsmiljø. Her får I opfyldt ønsket om et naturligt samlingssted, for der er åben forbindelse mellem køkken-alrum og stue, så I får et ægte leverum, hvor I kan være sammen, selvom der på én gang forberedes aftensmad I det dejlige køkken, laves lektier omkring spisebordet og slappes af i sofaen. Her er både plads til hverdagsstunder og festlige fejringer, hvor I samler hele familien til fødselsdage omkring et langbord.

Stuen og alrummet fuldendes af brede vinduer, der giver jer en smagsprøve på de udendørs omgivelser, og herude venter jer en have, der er et kapitel for sig. I vil straks forelske jer i den solrige oase, hvor I kan nyde sommervejret på terrassen eller sætte jer i skyggen på den charmerende bænk, der omkranser træet - her er scenen sat for en kop kaffe og en god bog. Som om alt det ikke var nok, så bliver I også de lykkelige ejere af jeres helt private swimmingpool, som på varme dage vil være et hit hos både børn og voksne! Poolen har mulighed for overdækning samt opvarmning. Ved igangsætningen af poolen skal der forventes en udgift på ca. 25.000 kr.


Kort fortalt, kan I bede om mere?

BELIGGENHED:
I får adresse på Erik Menveds Vej, hvilket betyder, at I kan se frem til at bo lige i hjertet af stemningsfulde Ebeltoft. Her kommer I aldrig til at mangle noget, for når I træder ud af jeres hoveddør, har I gåafstand til alt fra hverdagens gøremål til købstadens charmerende byliv. Der er kun kort afstand til skolen, og der er endnu kortere vej til de mange gode indkøbsmuligheder, så det bliver nemt at få hverdagens kabale til at gå op. Samtidig bor I med få skridt til de brostensbelagte stræder, hvor I kan mærke historiens vingesus og lade jer friste af de mange fine specialbutikker og spisesteder. I kan også tage turen ned til havnen, som summer af liv og glade dage, og her serveres isvaflerne med udsigt over Ebeltoft Vig.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.