Nykjærsvej 4, Ørby, 8420 Knebel

CHARMERENDE SOMMERHUS MED HAVUDSIGT OG GÅAFSTAND TIL VANDET

EJENDOM
Drømmer I om et roligt tilflugtssted tæt på både vandet og naturen? Ønsker I, at kunne sænke skuldrene efter en lang arbejdsuge til lyden af bladenes hvislen og fuglefløjt højt på sky? Og trænger I til uforglemmelige stunder i gedigne rammer, hvor der er plads til samværet og nærværet?

Hvis I kan nikke genkendende til bare ét af disse spørgsmål, så gør I klogt I at vende snuden mod Nykjærsvej 4, hvor dette indbydende og hyggelige fritidshus står og venter på jer.

Så snart I drejer af ved matriklen, vil det rummelige haveareal åbenbare sig for jer. Det grønne skyder op af jordbunden, og langs grundens grænser ses hækkene og de høje træer, der sørger for både ro og privatliv.

Nærmest helt centralt på matriklen står det charmerende træhus, som er opført i 1985. Den klassiske facade viser sig her med sortmalet træ og hvidrammede vindues- og indgangspartier, som skaber en fin kontrast til de mørkere farver.

I forlængelse af fritidsboligen ses to terrasser, og herfra kan I nyde udelivet med både afslapning, fordybelse og grillhygge - enten alene eller i familie og venners lag. Den ene er desuden overdækket, således at den kan anvendes i alskens vind og vejr, og det er samtidig her, I kan nyde udsigten til vandet.

Indendørs venter et hyggeligt indre, der er tilpasset behovet for afslapning og hyggelige stunder. Træet løber ligeledes her som en forbindende, rød tråd mellem de forskellige afdelinger, hvor det kan ses både i væggene og i lofterne.

Planløsningen giver jer her to regulære værelser, et rummeligt badeværelse med separat bruseniche samt et køkken-alrum, som er i åben forbindelse med stuen. Særligt det sidstnævnte opholdsrum vil blive et naturligt samlingspunkt i hverdagen, hvor I kan mødes til madlavningen ved det velholdte køkken, måltidet ved spisebordet samt den efterfølgende afslapning på sofaen med kig ud til de skønne udearealer.

Huset opvarmes med både luft-til-luft varmepumpe, elradiatorer og brændeovn.

De to værelser giver hertil plads til at kunne trække sig tilbage i egne arealer, når der er behov for pusterum og alenetid. Som I nok kan høre, får I alt i alt nogle skønne rammer til at udleve ferietilværelsen og weekenderne i.

BELIGGENHED
I får næsten ikke bedre forudsætninger for en skøn ferietilværelse, for her har I gåafstand til naturen og vandet. Så snart de varmere måneder har deres indtog, kan dagene bruges langs vandet og stranden ud til Aarhus Bugt. I kan blandt andet hoppe i bølgen blå under solens varmende stråler, eller I kan dase på sandet med en god bog eller musik i ørene.

Indkøbene kan med fordel foretages, før I tager turen til fritidshuset, men hvis I mangler noget, ligger der et supermarked lige knap seks kilometer herfra i Kongsgårde.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.