Gyvelvej 11, Fuglslev, 8400 Ebeltoft

SOMMERHUS MIDT I SKOVEN - VELHOLDT OG NYDELIGT

Pak solbrillerne og sæt kursen mod Gyvelvej 11. Hele familien får lov til at få den bedste tid i de varme solskinstimer her, i det lille hus i skoven, hvor I for alvor får bugt med hverdagens stress og i stedet kan nyde 100% fredfyldt idyl.

Som det er lige nu, udlejes sommerhuset gennem Novasol, så I når huset ikke er i brug kan få en ekstra skilling som indtægt.

Der er tale om et klassisk hus med sortmalet træbeklædning beliggende i et veletableret sommerhusområde blot 12 km fra Ebeltoft midtby. Når I kører gennem området og mærker forventningen boble i maven, er det ikke utænkeligt at støde på hjorte, egern, pindsvin eller fugle, der fylder de omkringliggende skovområder, som var I en del af et eventyr - så mangler der kun lidt skønsang!

I når endelig matriklen og skimter huset mellem træerne. Idyllisk ser det ud med de hvide bondehusvinduer og taget i røde nuancer, mens grunden folder sig ud som en lysning mellem træerne. Her er masser af plads til det hele: ungerne kan lege gemmeleg, klatre eller måske endda bygge et træhus, mens den sydvestvendte fliseterrasse hele dagen byder på solskin. Der er ingen tvivl om, at det er herude sommeren tager sig ud fra sin bedste side, så det er kun i gråvejr at det er relevant at søge indendøre.

Men når det så er sagt, er der naturligvis også masser af grund til at glæde sig over de indre kvaliteter. Sommerhuset byder på en dejlig stue med åbent mod køkkenet foruden to værelser, badeværelse og entré, og derudover indeholder ejendommen også et udhus til opbevaring. Hvor sommerhuse ofte er charmerende men brune cigarkasser, har Gyvelvej 11 meget mere til fælles med helårsboliger, for stilen er upåklagelig. De hvide vægge og flotte trægulver afspejler i dén grad, at huset er opført i 2004. Det samme gør de store vinduespartier og den fornuftige rumfordeling, der ikke giver spildte kvadratmeter men tværtimod udnytter hver en tomme, så I kan sidde i sofaen og rafle løs eller samle jer omkring spisebordet uden bekymringer. Hvor stuen er hjerterummet, lover køkkenet den fornødne komfort. De tidløse moduler gemmer på alle de nødvendige hårde hvidevarer, og dagens opvasker kan stå og falde i staver foran vinduet, mens servicet langsomt bliver renere.

Med to gode, regulære værelser er det særligt et oplagt valg for familien på fire eller færre - måske endda ældre, der er flyttet i lejlighed efter villaen er solgt og brændende savner en have.

Sidst men ikke mindst er der det fine badeværelse, der tager hånd om resten, og hvor der både er separat brus og nydelige fliser.

Roen sænker sig i allerhøjeste grad på Gyvelvej. Her i den lille landsby Fuglslev hersker naturen, og det er ikke mærkeligt, at I inden for kort kørselsafstand både finder Ree Park og Skandinavisk Dyrepark, som udnytter omgivelserne. Derudover ligger Ebeltofts hyggelige bymidte bare et kvarter væk i bil, mens I på 40 minutter når Aarhus.

Velkommen.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.