Energivej 28, 8420 Knebel

VELBELIGGENDE ANDELSBOLIG I SUND FORENING

Boligen råder over 60 kvadratmeter i ét plan, hvilket udgør et oplagt boligkapitel for såvel singlen som parret i alle aldre. Det kan eksempelvis blive en skøn base for seniorerne, der fraflytter den store villa og drømmer om færre kvadratmeter med minimal vedligeholdelse, eller andelsboligen for dig, som skal flytte hjemmefra.

Huset placerer sig trygt og godt på en lukket vej, hvor det ligger som en del af en andelsforening bestående af seks boliger med god diversitet. De fine rødstenshuse er opført i 1987, og de danner ramme om en sund, velfungerende forening, så der tages løbende hånd om diverse vedligeholdelsesprojekter.

Det kan blandt andet nævnes, at der i samtlige boliger er udskiftet til luft-til-luft-varmepumpe, hvilket i dag udgør den primære varmekilde, og ligeledes er varmtsvandbeholderen i boligen også udskiftet. Derudover er det aftalt, at eltavlen bliver udskiftet, og ligeledes er alle andelsboliger i gang med at få installeret nyt køkken, som betales af foreningen, og arbejdet forventes at være færdigt i løbet af september 2022. Andelsboligen vil ved overtagelse leveres med nyafhøvlede gulve, mens I selv står for maling.

I kan altså se frem til at folde tilværelsen ud i nogle indbydende rammer med tidssvarende opdateringer.

I sætter punktum for boligjagten med en skøn adresse i den lille kystby, Knebel, hvor jeres nye hjem ligger i de trygge rammer af et lukket vænge i udkanten af byen. Her bliver I naboer til den dejligste natur, for på Mols er I omgivet af både bølgende marker og skovområder, ligesom I befinder jer kun 500 meter fra kysten; mange lange sommerdage vil flyve afsted på Knebel Strand. I det daglige har I desuden nem adgang til diverse gøremål i Knebel, for stisystemerne leder jer rundt i byen. Her er bl.a. skole, hal, pasningstilbud, lægehus og købmand.

Fra adressen har I blot ca. tre kvarters kørsel til både Aarhus, Randers og Grenaa.

Når I ankommer, bydes I allerførst velkommen af en hyggelig og aflukket gårdhave, hvor I oplagt kan indrette en fin morgenterrasse; her er scenen sat for dagens første kop kaffe.

Med i købet hører desuden et udhus til alt det praktiske. Herfra går turen indenfor til en nydelig bolig, hvis kvadratmeter er perfekt fordelt. I får bl.a. en entré, et bryggers, et rummeligt flisebadeværelse med brus og et soveværelse. Dertil kommer hjemmets naturlige opholdsrum, nemlig køkkenet og den dejlige stue, hvor dagslyset strømmer ind gennem sydvendte vinduer.

Slå terrassedøren op til udelivet i jeres skønne baghave, der vil fungere som en direkte forlængelse af stuen på alle årstider om året. Den sydvendte fliseterrasse bliver jeres faste base, når vejret tillader det, mens I har frit udsyn over græsplænen. Haven er overskuelig i størrelsen, så den er nem at holde, og der er derfor god tid til at læne sig tilbage og nyde den rolige atmosfære.

Det er en dejlig boligoplevelse, der venter jer på Energivej 28, hvor I kan overtage nøglerne til en velindrettet andelsbolig med to hyggelige uderum.

Velkommen hjem!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.