Munkebakken 43, 8400 Ebeltoft

ATTRAKTIV ANDELSBOLIG LIGE VED SKANSESTIEN OG MIDTBYEN

EJENDOM
På Munkebakken 43 byder vi nu indenfor til en fremvisning af denne indbydende og veldisponerede andelsbolig. Det her hjem er som skræddersyet til den lille børnefamilie eller parret i alle aldre - uanset om I er unge, eller om ungerne allerede er fløjet fra reden.

Ejendommen er opført i 1985 og er en del af en god forening med sund økonomi - deraf den attraktive, lave ydelse pr. måned, som giver ekstra luft i budgettet. Boligen udgør det ideelle alternativ til både lejlighed og villa. Her får man nemlig den perfekte kombination; en overskuelig mængde plads som i en lejlighed med egen, lille have mod øst, syd og vest. Haven kræver minimal vedligeholdelse, og den er anlagt med græsareal, to solrige terrasser samt udhus og carport.

Boligen er indrettet med en hyggelig og hjemlig stil, som uden tvivl udgør de ideelle rammer for jeres kommende hjem. Lyse parket- og flisegulve breder sig gennem hjemmet og skaber en flot helhed, og boligen er desuden inddelt i hyggelige niveauer.

Man bydes indenfor i et kombineret entré- og bryggerslokale, hvor man både kan sætte en maskine tøj over til vask og opbevare sine sko og sit overtøj, så snart man træder indenfor hoveddøren. Herfra er der adgang til det rummelige spisekøkken med hvide skabselementer, integrerede hårde hvidevarer og god plads til spisebord og stole. Et soveværelse ligger på samme niveau som køkkenet, og tager man trapperne et par trin ned, befinder man sig midt i den indretningsvenlige stue, hvor der findes endnu et værelse. Stuen er et fantastisk rum, hvor man kan hygge sig i ro og mag, ligesom man kan nyde det dejlige lysindfald og den direkte udgang til haven. Endeligt råder boligen over et stort badeværelse i lyst design med separat bruseniche.

BELIGGENHED
Ejendommen har en sublim adresse, hvor I ikke kommer til at mangle noget som helst i hverdagen. Andelsboligen ligger på et lukket boligvænge uden trafikgener, og hjemmet ligger lige ud til Skansestien, som fører direkte til Skanseskovens store, grønne naturvidder, der bare venter på at blive udforsket. Samtidig befinder man sig i gåafstand til Ebeltofts hyggelige bymidte med brostensbelagte, smalle gader og skæve, gamle huse. Her har man naturligvis både handlemuligheder, specialforretninger, restauranter, cafeer og meget mere - på en solskinsdag kan man endda gå en tur langs havnen med kig over de blå bølger. Som prikken over i'et er der kun 40 minutter i bil til Aarhus.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.