Skovvej 18, Skødshoved Strand, 8420 Knebel

LYST OG INDBYDENDE FRITIDSHUS MED KORT GÅAFSTAND TIL STRAND

EJENDOM
Sæt kursen mod Jyllands næse, hvor vi har fornøjelsen af at introducere jer til Skovvej 18 - et velholdt og flot sommerhus med en dejlig beliggenhed.

I får lyse opholdsrum, en skøn udestue, en let medgørlig grund samt gåafstand til stranden. Med andre ord er det her det perfekte sted at tilbringe somrene og de forlængede weekender året rundt.

Først til selve huset: Skovvej 18 er opført i 1937 i den klassiske sommerhusstil med sortmalet træfacade og hvide vinduer og døre. Huset er godt vedligeholdt, og i 2016 blev der isat træ/alu-vinduer og yderdøre - udestue undtaget og i 2017 blev der skiftet tag og undertag.

Huset opvarmes af en varmepumpe, som kan fjernstyres hjemmefra - det hele bliver dermed kun nemmere og mere bekvemt.

Haven er dejlig, ligetil med en velpasset plæne; plant jer på et tæppe med en god bog eller tilbring kvalitetstid med et spil kongespil. Om aftenen kan I grille på terrassen, og når det regner, kan I søge ind i udestuen, der også fungerer som en naturlig forlængelse af de indre opholdsrum.

Indenfor præsenterer der sig 80 kvadratmeter, som oser af rigtig sommerhusstemning. Her kan I se frem til et stort opholdsrum, hvor stue og køkken er i åben forbindelse med hinanden - og med det flotte lysindfald fra bl.a. ovenlysvinduet, er de indre rammer varme og hjemlige.

Ydermere får I tre værelser, et brusebadeværelse og et bryggers med plads til vaskefaciliteter.

Der er ikke en finger at sætte på indretningen, der er den perfekte kombination af feriehygge og praktikalitet. For eksempel fremstår køkkenet moderne og funktionelt med alle de nødvendige hvidevarer inklusiv opvaskemaskine. Og om aftenen kan I tænde op i brændeovnen for at få ekstra varme og hygge indenfor.

OMRÅDE
Det er i særdeleshed en beliggenhed, der tiltaler familien, for Skødshoved Strand og Havn rummer mange muligheder for afslapning og sjove aktiviteter for hele familien. Ydermere ligger Skovvej 18 i gåafstand til stranden, men er på én og samme tid også yderst velplaceret, da I ligger i læ for den hårde havvind. Om sommeren kan I pakke strandtasken og hoppe i bølgen blå eller spadsere mellem havnens både.

Området tilbyder også smukke vandreområder, hvis I gerne vil have pulsen op, og når det kommer til indkøb, så kan I køre af de små veje til Tved ca. 4 km. fra huset, hvor der ligger en stor og velassorteret Dagli'Brugsen.

Lyder dette som noget for jer? Så kom på besøg og oplev Skovvej 18 med egne øjne!

Der foreligger et udlejningsoverslag med udlejning i alt 22 uger, som giver en lejeindtægt på ca. kr. 50.000.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.